Jeg bryder mig ikke om den måde mit liv er på, jeg har ikke et dårligt liv. Jeg er bare ikke stolt over den måde jeg prøver at leve det. Det er lidt som om, at jeg prøver at være en anden, Det er bare ikke det jeg vil, jeg vil være mig selv,

Der er nogle ting jeg skal øve mig på i mit liv, jeg skal lære at sige nej. Det gælder især når jeg er sammen med kæresten. Jeg elsker min kæreste, jeg vil bare ikke være sammen med hende, for der er bare nogle ting, jeg ikke syntes skulle være som de er..

Det er rimelig simpelt, det er bare det at... ..Ja, det er svært at forklare, men jeg prøver med at fortælle hvordan jeg har det, og hvordan jeg syntes det skulle være.

Jeg har snart været sammen med min kæreste i 2 år, det syntes jeg selv er godt når jeg kun er 17.
Jeg kan godt li´ at være sammen med hende, jeg kan også godt li´ hende som den person hun er.
Men man kan bare godt få for meget af det gode, det har jeg desværre.

Hun har nogle krav, eller ikke nogle krav. Bare nogle ting som er blevet sådan.
Hun vil gerne kunne være sammen med mig 24/7, det gider jeg bare ikke. Når jeg har været sammen med hende i 2 - 3 dage, så begynder jeg at blive lidt irriteret på hende, der skal ingenting til før jeg bliver sur på hende.
Det er ikke sådan som jeg vil have det, jeg vil gerne kunne være sammen med hende. Men jeg vil også bare gerne kunne lave noget andet engang imellem. Når vi er sammen, så laver vi ikke rigtigt noget, Nogle gange men sjælendt, der er vi sammen med nogle. For nogle måneder siden, der var vi lidt mere sammen med folk, men det er kun mine venner vi er sammen med.

De er begyndt at blive lidt irriteret på mig, fordi at jeg altid har hende med. Ikke fordi at de ikke kan li´ hende eller noget.
Jeg kan bare ikke lave de samme ting sammen med dem, når hun er med. Jeg føler ikke jeg kan folde mig ud, eller hvad man siger?, når hun er med.

Der er et af mine krav så, at hvis jeg gerne vil være sammen med nogle andre, så skal jeg have lov til det, også uden at hun er med.

Tror bare aldrig at hun vil kunne leve med det.
Når jeg prøver at få hende til at lade være med at komme der hen hvor jeg er. Så får hun stortset altid overtalt mig, fordi jeg ikke kan sige nej.

Nu er jeg så begyndt at sige lidt mere nej, men når jeg så er sammen med nogle andre, og jeg siger nej til hun må komme, så spørger hun bare om hvorfor? Fair nok, det ville jeg nok også spørge om
Der er bare et problem, med at jeg ikke ved hvad jeg skal sige til hende.

Der var en dag, hvor jeg havde været sammen med nogle venner, hvor hun skrev at hun kom hjem til mig for at sove. Jeg sagde nej, fordi jeg gerne ville sove lidt alene. Så syntes hun bare at jeg var mærkelig. Jeg ser jo heller ikke tingene som hun gør det, men jeg syntes altså ikke det er så mærkeligt.. Jeg vil bare gerne have lidt tid for mig selv, sagde jeg til hende. Men alligevel var jeg mærkelig.

I vores forhold der er der en del problemer, ikke nogle der ikke bliver løst. Men det er jævnligt, at der kommer nye problemer. Det er for det meste hende, der ikke kan se nogle grund til at vi er sammen (Mest når vi ikke har været sammen i nogle dage(Det er lidt tid siden det har været dét problem))
Og alt sådan nogle mærkelige ting. Men hun siger også selv at hun godt kan se at det er hende der føler de fleste problemer. Hun har lige fået anti-depressiv medicin, fordi hun også har fået nogle ture, hvor hun ikke har kunne sætte sit liv sammen, det har varet nogle dage. Når hun har fået de ture.

Det har så resulteret i at hun er stoppet for 2. gang med sin uddannelse, fordi hun ikke har kunnet overskue det, og pga de ture der.
Det ser JEG ikke som et problem, for jeg forstår de fleste mennesker med depression, det må være hårdt.

Når men.. det et krav jeg har at jeg vil kunne være sammen med andre uden hun er der. Tror bare aldrig at det bliver virkeligheden.

Fordi at jeg gerne vil have at jeg må være sammen med andre uden hun er der. Er fordi at jeg syntes mit liv er gået for hurtigt.

En af mine venner, er lige gået fra sin kæreste, nemlig fordi at de heller ikke kunne gøre ting alene.
Jeg syntes bare ikke at jeg er gammel nok til at være den type der dropper vennerne frem for kæresten..

En lille historie i en historie:
For ca. 2 - 3 år siden, rendte jeg meget sammen med 5 - 6 personer hver dag. vi kunne være udenfor i stortset alt vejr, uden at lave noget. Og alligevel så gjorde vi det dag på dag.
Den tid var god syntes jeg, fordi at hvis nogle havde nogle problemer, så snakkede vi bare om det. Der var ikke nogle der var kæreste kedelige, og vi kunne stole på hinanden.

Men som livet jo er, så skal de jo slutte på et tidspunkt.
Der var en af drengene der flyttede over 60 km væk, så der havde vi mistet én. Efter lidt tid, begyndte nogle af de andre drenge ikke at være lige så meget sammen med os. Vi begyndte at være mindre og mindre sammen.
Og SÅ kom break´et!
Der var én til der flyttede, det var dog kun 30 km væk, men stadig for langt til at vi kunne blive ved med at være meget sammen. Til sidst var vi kun 2 - 3 stykker der var sammen i ny og næ. Men det var bare ikke det samme. Gruppen var ødeligt, ikke at det er personernes skyld,

Efter det har jeg ikke rigtig haft nogle venner, jeg har ikke haft nogle at kunne stole på. Det er så blevet lidt bedre, men nu er det begyndt at gå ned af bakke igen, fordi at kæresten står i vejen for det.


Jeg har overvejet om jeg skulle gå fra hende, fordi at det ikke fungere. Men jeg er bare bange for at såre hende, for det er jo ikke dét jeg vil.
Jeg vil gerne kunne gå tilbage til hende om noget tid, når jeg er klar til at det kæreste sjov igen, men sådan tror jeg bare ikke at det bliver.
Jeg kan bare ikke tage mig sammen til det. Jeg er også bange for at jeg kunne til at kede mig. At det ikke vil være som jeg havde regnet med..

Hvorfor emnet er 'Forvirret' er fordi at det kan være lidt forvirrende at læse det her. Og fordi at jeg selv er forvirret.

HVAD GØR JEG?

Jeg elsker hende. Jeg er bare ikke klar.

Nu syntes jeg det er længe siden jeg har skrevet en blog, så nu ville jeg lige forsøge mig igen..


Kender i det at man får en ny ven, som man begynder at holde af, elske ham/hende som ven, eller måske mere Hvem ved?

Jeg ved at livet er sådan, som jeg vil skrive nedenunder, men jeg ville ønske at det kunne laves om!!

Man får en ny ven/veninde, som man begynder at holde af, og han/hun holder også af en selv.

Jeg HAVDE engang en rigtig sød og dejlig veninde som jeg stadig elsker, men hun har helt glemt mig :`(
Vi havde det rigtig godt sammen, kunne sige alt til hinanden, godt og skidt.
Ventede på at hinanden kom hjem fra skole, så vi kunne skrive sammen Vi kunne særiøst lave ALT sammen

Jeg elsker dig! Og savner dig!

Vi snakkede sammen hver dag, vi kunne diskutere med hinanden men stadig være venner bagefter.. Jeg syntes vi var rigtig gode venner..

Du sagde til mig mange gange at jeg stortset havde reddet dit liv, fordi at du havde fået det godt i livet, var kommet væk fra alt lortet, væk fra alt det du ikke kunne selv. Jeg hjalp dig med alt. Og du hjalp mig med at hvad du kunne. Jeg blev for første gang i livet glad sådan rigtig glad for den jeg var og bare livet i det hele taget.

Så fucker det hele op fordi at jeg bliver smidt ud af skolen, fordi vi havde verdens dårligste inspektør som stort set alle på skolen hadet!
Vi mister kontakten til hinanden, og skriver kun sjældent sammen.
Jeg får af vide at du er kommet ned på bunden igen, begynder at lave ting som du aldrig havde gjort før, og som jeg ikke kunne forstille mig at du nogensinde på kunne tænke på at gøre det..

Nu (Fremtiden) der vil du ikke engang svare når jeg skriver til dig.
Du skal bare vide at jeg savner dig, og jeg vil gøre alt for at komme tilbage til der hvor vi var før..
Jeg elsker dig!

Ville ønske at du ville skrive sammen med mig, jeg vil rigtig gerne være din ven igen! Men er bare bange for at jeg aldrig høre fra dig mere!!
Du er min skat! Ligemeget om du vil have det eller ej, så vil jeg altid elske dig!!

Og nej jeg elsker dig ikke som min kæreste, men som min veninde..

Siden vi mistede kontakten, har jeg tænkt på dig!!