- 16-05-2010 23:46 | 996 visninger | 0 kommentarer

Har nu siddet hele min Kristi himmelfartsferie og forsøgt at få lavet de tre afleveringer, der er forskellen på, om jeg får lov til at gå til den afsluttende eksamen eller ej. Jeg har næsten klaret mig halvt igennem to af dem. Way to go! 00.01 får jeg mine afsluttende karakterer. Mon jeg er dumpet i noget? Om en måneds tid er jeg officielt student, færdig efter 3 år på gymnasiet. Jeg har knoklet virkelig hårdt for at stå her lige før læseferien. Ikke at jeg er dum, jeg er faktisk ganske kløgtig. Believe me or not, I don't care at all. Måske er det ligefrem unfair, at jeg er nået så langt. Mit fravær er på 10,45 % og mit skriftlige fravær på 47,03 %. Det er først her på tredje år, jeg er kommet så langt ud. På de første to år stod jeg med én aflevering i matematik, jeg ikke fik afleveret. ...Lige før jeg begyndte på mit tredje år på gymnasiet fyldte jeg atten. Endelig var jeg myndig og kunne slippe hjemmefra, nu manglede jeg bare pengene, men der skulle også være penge til kørekort. Så indtil videre måtte jeg bo hjemme lidt endnu. Efter knap en måned begyndte jeg på mit livs gyser. Enhver pige med langt, smukt hårs gyser. Jeg har aldrig været en pige-pige, men altid haft bedre kontakt til min maskuline side. Det har gennem min gymnasietid ændret sig en smule, pigerne i min klasse har i hvert fald gjort sit for, at det skulle ske. Jeg går ikke med makeup og helst heller ikke med kjole, men det sker da fra tid til anden. Faktisk vil jeg ikke kalde det en gyser, jeg vil hellere kalde det et mareridt, for jeg ventede hele tiden på at vågne fra min søvn og vågne op til virkeligheden, der var helt anderledes. Men nej, det var ikke et mareridt. En aften havde jeg siddet på mit værelse, jeg kan ikke huske hvilken dag, det var, men torsdag siger mig noget.. Nå ja, jeg havde siddet på mit værelse og skrevet lidt rundt omkring på facebook og sandsynligvis også msn, og det havde vel været en aften som alle andre. Sådan fortsatte det bare ikke. Jeg havde en vane med at køre en hånd gennem mit hår. Du ved, så jeg kunne fjerne de hår, jeg fældede. Det samme gjorde jeg denne aften, hvorfor skulle jeg ikke gøre, som jeg plejede? Der røg en del hår med, så jeg gjorde det en ekstra gang. Der kom lige så mange hår. En gang til. Flere hår. Endnu engang. Samme resultat. Jeg gik ind til min mor i stuen og spurgte til det, for jeg undredes en smule over det. Jeg husker det tydeligt. "Mor, er det her normalt?" Hun kiggede skræmt på mig. Der røg stadig lige så mange hår af. ...I oktober tog vi på studietur. Vi blev ledsaget af en tidligere kræftsyg lærer, der har været igennem hele møllen. Hun havde tidligere fortalt om hendes kemo-forløb, og hendes adskillige hårtab og hårfarve skift. Jeg var nødt til at forhøre mig. Var det kemoen, der fik håret til at skifte farve. Jeg var lettet, det var kemoen. Mit hår faldt af, uanset om jeg redte det eller lod være. Jeg kunne intet gøre. Det faldt ikke af i totter, men mere som når man fælder, bare i ekstrem grad. Det tog meget hårdt på mig. Jeg har altid haft dejligt, langt og lækkert hår. Jeg elskede mit lange hår! Jeg kan sagtens komme på værre ting nu, men når man står i det, så er der ikke meget, der kan være værre. Det stod på gennem måneder, men på intet tidspunkt mistede jeg håbet. Håbet om at mit hår nok skulle vokse ud og være lige så pænt som før. Problemet var bare, at mit hår blev så tyndt og frygteligt at se på, at det var nødt til at ryge helt af. Ærligtalt var jeg ikke med på ideen, først at klippe mit lange, flotte hår. Jeg hadede at få klippet spidserne af. Så blev det pludselig kort-agtigt. Efterfølgende kunne jeg godt se logikken i, at det blev halveret, så det ikke var så voldsomt, når mit hår faldt af. Jeg fandt bare ikke logikken i at gå til frisør, når mit hår alligevel faldt af. Dog skete det. Jeg gik til frisør i slutningen af november, så jeg var klar til julen. Der i øvrigt blev holdt i Esbjerg. Det var virkelig hyggeligt. Jeg havde været i Århus den 4. december for at finde et hårbånd, der kunne skjule det værste. For mig det værste. Jeg havde slet ikke accepteret hvor slemt, det faktisk var. Først den 20. januar gik det op for mig, så alt håret røg af. Jeg var blevet skaldet. For første gang siden jeg blev født, havde jeg intet hår på hovedet. Intet. Dagen efter gik turen til en parykmand sammen med to veninder. Jeg havde fået en bevilling af kommunen, så jeg slap for at betale de 6-7000 kroner, sådan en paryk koster. Det var flovt at komme i skole. Jeg følte virkelig, at folk kiggede efter mig, og jeg følte mig slet ikke tilpas med min paryk. Der gik da heller ikke mange uger, før jeg tog den af og gik uden. Dog var vi vist kommet frem til marts, før det skete. Igen havde jeg følelsen af, at folk kiggede. Det gik hurtigt over, og jeg er nu ved at vænne mig til mit korte hår. Folk siger, at det klæder mig, så det må jeg jo tro på. Selvom det er svært. ...Nu har jeg bare to ting, der virkelig generer mig. Jer, der brokker jer over dårlige hårdage. Tag aldrig jeres hår forgivet! Så er der også jer, der brokker jer over drenge og små hverdagsting, der på ingen måde kan være jordens undergang. Tænk før I taler, og kom nu ud i virkeligheden. Jeg siger det ikke, fordi et hårtab er hele min erfaring med virkeligheden. Men fordi jeg har mødt virkeligheden, siden jeg begyndte i skole. Kom ind i kampen, folkens. ...Og sidst. Lad være med at have ondt af mig. Jeg er kommet over det. Så længe I kommer med medlidenhed, holder I mig fast i en fortid, der kun er værd at glemme. Men jeg vil gerne give et tak til de dejlige veninder, der virkelig har formået at støtte mig, mens jeg havde det svært. I er fantastiske! ...Hej hej. Vi ses på den anden side - af karaktergivningen. For jeg er for spændt til at skrive mere.