Et stille suk fra en væg, som endnu en gang blev overset. Efter for tusinde gang, at have kastet skygge for menneskene, og aldrig engang være blevet takket det mindste, følte væggen sig overflødig. Den var blevet sat i verden, netop for at skygge, men ingen syntes at bemærke den - og slet ikke værdsætte den. 
Den bedrøvede væg tænkte: "Måske skulle jeg lade mig falde, i næste stormvejr - så ville de måske vide, hvad de manglede. Og selvom det er i døden, så vil jeg trods alt prøve, at blive værdsat." Der gik en tid - og det var på en af de tidspunkter, hvor solen skinnede rigtigt meget, og hvor mange mennesker, satte sig tæt ved muren, for at nyde skyggen. Men aldrig et eneste tak - nej sandelig om ikke, at væggen en sommeraften skylle skydes på?! Denne gang med gamle frugter og tommer flasker. Utaknemligheden var så konkret, at muren ikke behøvede at tænke, for at mærke den. 
Endelig blev det lidt mørkere, og vinden tog til i styrke - muren vidste godt, at det ikke varede længe, før den første storm kom. Og ganske som så - en eftermiddag kaldte vinden til alle af materie, som kunne forstå, at det ville blive storm om natten. Stille, og først der, blev muren klar over, at den ikke gad mere - at nu ville den lade sig falde, og mærke destruktionen - måske gjorde det ikke så ondt, som alle de ældre mure havde fortalt om, før de selv havde væltet sig i et skrig. 
Sådan gik det til, at en der efterårsnat, hvor de fleste utaknemlig mennesker kravlede  i ly under deres trætte dyner, og slappede af til en kop varm kakao, uden at tænke på, at koppen nok egentligt brændte sig, væltede en utilfreds mur. Men alle udover menneskerne, kunne høre det skrig af frihed, som undslap muren lige i det øjeblik, hvor den ramte jorden. Allerede næste morgen gik menneskene igang med, at bygge en ny, intetanende mur - som skulle være offer for utaknemlighed.